>Myonicax Klairkaeu<

Festivalen går nu ind i sin tredje uge.

I fredags måtte festivalen for første gang aflyse en koncert på grund af sygdom, men heldigvis er der masser af andre spændende aktiviteter at byde på, så alle, der har interesse for klassisk musik har alle chancer for at få lysten stillet.

I denne uge lægger Festivalen ud tirsdag 22. juli i Strand kirke. Og det er de lokale kræfter, der bærer koncerten, når kirkens faste organist Claus Bach Nielsen sidder ved orglet og akkompagnerer sin kone, sopranen Katrine Skovmand-Larsen. Koncerten består af kirkemusik af Buxtehude samt danske sange af Carl Nielsen og Weyse.

Onsdag aften, 23. juli, er instrumentsammensætningen lidt mere usædvanlig, når Ingstrup kirke inviterer til koncert med klassisk musik.

Duo Domesticus består af Monica Klærke på blokfløjter og Janne H. Andersen på accordeon . Musikken er overvejende transskriberet for besætningen og er af Jacque Ibert, Mozart, Carl Nielsen med flere.

Torsdag aften 24. juli, er det Lønstrup kirke, der åbner dørene for ugens tredje koncert med klassisk musik. Denne aften kan man høre Kutterkvartetten, der består af fire unge musikere fra Vestjylland, der spiller og synger musik fra baroktiden. Blandt andet vil kvartetten opføre Gloria, et nyligt genfundet værk af Händel, men der vil også være musik af Vivaldi, Corelli, Buxtehude og Bach.

Samme aften er der endvidere jazzkoncert i Hune kirke. Pianisten Mads Granum vil med sin jazzkvartet spille nordiske salmer og sange i jazzfortolkninger, noget, kvartetten har gjort til sit speciale, hvilket man også kan høre på Cd'en ”Hymns in Time”, der udkom i 2006.