>Suxraien Joyhaxensiaexzn<

Programmet for trompetisten Dorthe Zielkes og organisten Søren Johannsens koncert med klassisk musik i kirken onsdag aften var mestendels taget fra den klassiske musiks populærafdeling, men selv om hovedvægten lå på 1600- og 1700-tals-musik, nåede man rundt om både Wagner og Dvorak og den unge danske komponist Michael Burkhardt.

Musikerne lagde ifølge det uddelte program ud med præludium fra “Te Deum” af en af de betydeligste franske kirkekomponister, Marc-Antoine Charpentier, som er Henry Purcells samtidige.

Det lød imidlertid som alt andet end et “Te Deum”. Nogle vil have nikket genkendende til temaet, som fører frem til kendingsmelodien for den danske udsendelse fra London i årene 1940-45, “Prins Jørgens March”.

Normalt tilskriver man Purcell melodien under titlen “The Trumpet Voluntary”, men vi er jo i klassisk musik fra det 17. århundrede, og altså før værkerne var beskyttet af ophavsretten.

Albinonis populære adagio i g-mol er arrangeret af Giazotto, og det ekvilibristiske arrangement gav rig mulighed for Zielke til at vise sine færdigheder.

Charmerende og underfundigt var Søren Johannsens orgelversion af Joseph Haydns fire stykker for fløjteur. De førte næsten chokerende over i Wagners bombastiske ouverture til “Mestersangerne”. Søren Johannsen spillede på det fortræffelige orgel en fuldtonende, betagende version af Bachs toccata og fuga i d-mol.

Et godt og nyt bekendtskab var Michael Burkhardt, hvis sangbare, let tilgængelige salmemelodi til “Hvorledes skal jeg møde” foldede sig smukt ud i Dorthe Zielkes nænsomme fortolkning. Melodien har en folkelig gennemslagskraft, mens “Herre Jesus, vi er her” er mere artistisk, hvor “Ære være Gud” virker pompøst.

I Hummels let blegnede trompetkoncert med klassisk musik fik Zielke lejlighed til at vise sine virtuost-tekniske evner. Der blev tid til et par ekstranumre: Björn Afzelius “Jag trivs bäst i öpna landskap” og “Habaneraen” fra Bizets “Carmen”.

Ikke alt lykkedes ved denne koncert. Et flygelhorn strejkede ganske enkelt, så at Bachs “Air” blev et rent pianonummer, og publikum værdsætter nu engang, at der er overensstemmelse mellem koncerten og det trykte program.